Læs
referatet af generalforsamling i Beboerforeningen Bunkeren, søndag den 20. marts 2011
via dette link >>.
Huset:
Hvad er der sket i Beboerforeningen Bunkeren siden beboerbladets decembernummer, hvor vi kunne melde om rimeligt besøgte caféaftener, overvældende besøgte madaftener med Ann Charlottes Kantine, succesrige Kunståbent-arrangementer og fuldt hus ved Beboerforeningerne Bunkerens og Godthåbs fællesarrangementer? Egentlig ikke så meget nyt, men alle aktiviteterne har vist sig fortsat livskraftige i det nye år.
Det seneste fællesarrangement, fastelavn med tøndeslagning for børn, understregede at foreningerne har det fint med at samarbejde. Huset og gården var fyldt med børn klædt ud som alt fra prinsesser til Spiderman, mange havde medbragt ivrigt fotograferende forældre, tre tønder blev banket til pindebrænde og masser af slikposer derved sluppet fri – og så var der fastelavnsboller og saft til børnene bagefter. Og kaffe og kage osv. til forældrene. Stor tilfredshed med det hele, og vejret viste sig oven i købet fra sin pæneste side den dag. Det lovede godt for det fremtidige samarbejde mellem de to beboerforeninger.
Og netop samarbejdet er, som også omtalt i Bunkerens decembernummer, på tapetet på generalforsamlingen den 20. marts. Skal vi sammenlægge foreningerne til én forening, eller skal vi fortsætte med to selvstændige. Diskussionen skal tages på generalforsamlingen (
Se referat af generalforsamlimgen her), så den nye bestyrelse har nogle retningslinjer at arbejde videre efter i den kommende tid. Godthåb holder generalforsamling i april med samme punkt på dagsordenen – så bliver det spændende at se hvordan fremtiden vil udvikle sig på det område.
Legepladsen:
Et område hvor fremtiden nu er godt i gang med at udvikle sig, hedder legepladsen med Professor Labri-skulpturen på hjørnet af Skt. Knuds Gade og Fredensgade. Undertegnede var til et møde med by- og kulturforvaltningen i begyndelsen af februar i anledning af at forvaltningen skulle give politikerne en orientering om sagen. I forvaltningen er man meget indstillet på en renovering af skulptur og legeplads efter en model som bringer skulpturen i samklang med de nye regler for sikkerhed på legepladser, som er kommet siden den blev rejst i 1994. Ved orienteringen af politikerne senere på måneden bad disse forvaltningen om et mere præcist overslag over udgifterne, og det er man ved at udarbejde nu. Finansieringen af skulpturens renovering kan muligvis ske gennem fonde, bl.a. Odense Bys Kunstfond og andre af de fonde der i sin tid betalte den. Kunstneren bag skulpturen, Erling Tingkær, skal selvfølgelig inddrages i renoveringen.
Så i løbet af året skulle der gerne ske et eller andet, i hvert fald på det forberedende plan.
På bestyrelsens vegne,
Carl Flemming Schultz